Sukkerjunkie 2
– Mødet med verden og de narrativer, der fodrer egoets behov
Sjælen græder, mens egoet rækker ud efter endnu et stykke kage.
Et lille stykke trøst, et øjebliks frihed, en illusion af kontrol i en verden, der hele tiden kræver noget.
Men med tiden vokser muren – en mur af indre støj, så tæt og massiv, at sjælens forsøg på at skabe ro og balance forsvinder helt i egoets selvoptagede behov for ikke at blive begrænset, ikke at blive styret.
Kilo for kilo bliver egoets skjold formet.
En mur af fedt, som bliver symbolet på retten til selvbestemmelse –
min ret, min krop, min frihed.
Maden bliver til et flag, et oprør, et råb:
“Ingen skal fortælle mig, hvad jeg må og ikke må!”
Og uden skelnen mellem godt og skidt bliver hvert måltid et fripas til en frihed, der i virkeligheden binder.
Et ego-baseret oprør mod et fængsel, der langsomt bygges indefra, lag for lag, mens selvværdet smuldrer mellem fingrene.
Men i en stille stund…
der, hvor verden ikke råber
og tankerne falder til ro
– dér høres sjælens hvisken.
En kærlig, næsten genert stemme, der minder om noget bedre.
Et håb om forandring spirer.
Intentionen er ren, som sjælen selv.
Og i takt med at sukkeret forsvinder ud af hverdagen, bliver alt omkring en klarere.
Sukkertågen letter.
Farverne vender tilbage.
Kroppen vågner.
Bevidstheden skærpes.
Lige indtil den ærkedanske hyggekultur rammer med fuld kraft.
På arbejdspladsen.
Til formiddagskaffen.
Eftermiddagssnacken.
Desserten.
Det sociale sukkerfællesskab, hvor modstand føles som brud på fællesskabet.
Og med det kommer alle de verbale floskler – små kulturelle fortolkninger forklædt som humor, men designet til at overdøve sjælens længsel efter velvære:
“Det feder først i morgen.”
“Lidt har også ret.”
“Vi skal jo passe på formerne.”
“Det kan ikke fede, når det spises med glæde.”
Og lige dér, midt i latteren og hyggen,
rækker hånden ud mod tallerkenen.
Egoet smiler tilfreds.
Sjælen træder et skridt tilbage
og lader egoet spise endnu et stykke kage.
For kampen står ikke mellem dig og kagen.
Den står mellem egoets frygt for begrænsning
og sjælens stille ønske om styrke, klarhed og frihed.