Af Rune Westphal
Styrk Sindet
Jeg har været her før. Mange gange. Det starter næsten altid i det stille – et uventet energifald, en følelsesmæssig ubalance, et psykisk tryk, der skubber mig ud af kurs.
Det kan være små ting i hverdagen, men når de kombineres med fristelse i form af kage, chokolade eller slik, bliver det tydeligt: jeg har igen mistet forbindelsen til mit indre kompas.
Så tager noget andet over.
oplevelsen at det ikke længere er mig, der styrer. Det er sukkerjunkien i mig, der overtager rattet.
I de øjeblikke er jeg ikke længere kaptajn på mit eget skib.
Biologisk afhængighed – når kroppen husker mere end du tror
Faldet starter ofte med ét stykke kage. Ét lille kompromis. Men for mig er det nok til at aktivere et helt indre netværk af celler, der husker følelsen af hurtig, tom energi.
Dopamin skyller ind i systemet som en bølge – og det føles både bekendt og farligt.
Pludselig er ikke længere sult eller lyst, der styrer – det er trangen. Den kommer indefra og føles nærmest som en kommandostemme: “Det skal du da ha!”
Et klassisk eksempel for mig: Jeg står ved kassen på en tankstation, hjernen er på lavt blus, og foran mig ligger tilbud på chokolade.
Jeg griber automatisk en dobbelt Marsbar, konstaterer, at to pakker er billigere, og før jeg når at stille spørgsmål ved det, ligger begge på disken.
Ude i bilen pakker jeg den første op – og inden jeg overhovedet smager den, er den væk. Den anden går samme vej. Det er ikke nydelse, det er indtag.
Og bagefter kommer kvalmen. Ikke kun i kroppen, men også i sindet. Skammen.
Jeg kigger ned og ser virkeligheden: Jeg har igen taget 20 kilo på. Ikke bare fysisk vægt – men også mentalt.
En byrde af kontroltab og selvbebrejdelser, der tynger min mentale RAM.
Psykisk afhængighed – skammen der kører i ring
Når sukkeret styrer, mister jeg kontakten til den bedste udgave af mig selv.
Jeg ved godt, hvad der sker – jeg registrerer det, men kan ikke stoppe det i tide. De gamle, negative automatiske tanker aktiveres, og jeg begynder at betvivle mig selv:
Hvorfor gjorde jeg det igen? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?
Herfra bliver det let at glide over i en negativ spiral.
Min psyke forsøger at genoprette balancen, men uden energi, uden overskud og uden ro bliver det svært.
Jeg begynder at reagere på livet i stedet for at leve det. Jeg er fanget i reaktiv energi.
Men når jeg er clean, sker der noget markant. Mit bevidsthedsniveau hæves. Tågen letter og jeg begynder at mærke mig selv igen – med det kommer evnen til at vælge. Lige der genvinder jeg kontakten til mit kompas og kan igen træffe beslutninger, der nærer mig frem for at skade mig.
Det er her, vægten begynder at falde. Ikke fordi jeg sulter mig – men fordi jeg igen er kaptajn på mit eget skib.
Mental energi – at holde kursen i en verden fuld af fristelser
Sukker er overalt. Det er blevet en kulturel belønning, en social norm og en følelsesmæssig sutteklud.
I sig selv er sukker bare energi – men i raffineret form har det en næsten narkotisk effekt på kroppen.
For os, der har haft en afhængighed, er det ikke bare mad. Det er et gammelt mønster, der kalder fra dybet. Et mønster, hvor hjernen ser en mulighed for et hurtigt kick og straks udløser dopamin.
Hvis jeg ikke er opmærksom, hvis jeg ikke er mentalt skarp, kan det føles som om noget andet styrer mig – som om jeg mister kursen uden at opdage det.
Men gevinsten er stor. For i det øjeblik jeg igen handler ud fra bevidsthed – i stedet for impuls – kommer jeg hjem til mig selv.
Jeg bliver kaptajn på mit eget skib. Og det giver mig ikke kun kontrol – det giver mig værdighed.
Sociale konsekvenser – når skammen stjæler nærværet
Det er ikke kun kroppen, der lider under sukkeret – det er også mit sociale liv.
Når jeg tager på, begynder jeg at isolere mig.
Jeg trækker mig fra sociale sammenhænge, fordi jeg ikke føler mig tilpas i min krop.
Selv i trygge rammer, som med familien, bruger jeg energi på at dække mig selv til – både fysisk og følelsesmæssigt.
Tankerne larmer: Hvordan ser jeg ud? Er det tydeligt, at jeg har taget på igen?
Det bliver en selvforstærkende spiral: jo mere jeg skammer mig, jo mere trækker jeg mig. Og jo mere jeg trækker mig, jo mere mister jeg evnen til at være noget for dem, jeg elsker.
Men når jeg er clean, ændrer det hele sig. Jeg får overskud.
Jeg skal ikke længere bruge energi på at skjule mig. Jeg kan være nærværende, åben og fri. Jeg behøver ikke være på vagt. Jeg sender energi ud – og jeg får den igen.
Det skaber en cirkel af samhørighed, nærvær og styrke.
Jeg bliver ikke bare fri for sukker – jeg bliver fri til at være mig.
Vejen hjem – en livslang praksis med kompas og kærlighed
Jeg ved i dag, at sukkertrangen ikke forsvinder. Ligesom en alkoholiker altid vil være i risiko for tilbagefald, vil mit system altid huske, hvordan sukker kan dulme og distrahere.
Men jeg har også lært, at det ikke handler om viljestyrke alene. Det handler om bevidsthed. Om at forstå, hvornår energien falder. Om at være vågen nok til at navigere – og kærlig nok til at tilgive, når jeg alligevel bliver fanget.
At være kaptajn på sit eget skib betyder ikke, at man undgår storme. Det betyder, at man har lært at læse vinden, forstå strømmen og rette op, når kursen skrider.
Jeg falder stadig nogle gange – men jeg rejser mig hurtigere. Og for hver gang, jeg vælger mig selv til, bliver jeg stærkere.
— Rune Westphal
Kognitiv adfærds terapeut & energivejleder, Styrk Sindet